Güllük - En perle i nærheden af Bodrum, Tyrkiet
   
 

 

 

Güllük - Tyrkiets hyggeligste by

Güllük - rosenhaven - er en lille havneby, som i mange år har været populær blandt tyrkiske turister, og i de seneste år også er blevet opdaget af udenlandske turister.

Havnebyen Güllük

Güllük er en lille havneby ved Mandalya bugten 40 km nord for Bodrum og kun 10 km fra Milas lufthavn. Det er en traditionel tyrkisk kystby med restauranter på havnefronten. Både inde i byen og ud langs kysten er der mange små bugter med sandstrande. Der er ikke vanvittigt mange hoteller, men inden for de senere år er der op ad kysten opstået en del ferieboligområder beboet af både tyrkere og udlændinge. 

Læs mere om Güllük

 

Fra havnefronten er der mulighed for at komme med på en underholdende endags tur rund i bugten for kun 10 €.

 

Restauranter i Güllük

Güllük har et pænt udvalg spisesteder, og fleste serverer mest typisk tyrkiske retter. Da der hver dag bliver landet frisk fisk, er det værd at gå efter fiskeretter fx baseret på havaborrer (levrek) og guldbrasen (Çupra).

Vejret i Güllük

Güllük har typisk middelhavsklima. Der er varmt og tørt om sommeren, mildt og vådt om vinteren. Forår ligger fra marts til maj med lunt og meget behageligt vejr. Fra juni til september er der dejlig varm sommer med masser af sol og næsten ingen regn. Fra slutning af oktober/starten af november er der igen køligere vejr og efterår. Læs mere på Mit Rejsevejr

Indkøb i Güllük

Selvom Güllük ikke er særlig stor, så er der et pænt udbud af butikker i byen: supermarkeder, grønthandlere,  bagerier, konditorier, låsesmede, frisører, banker, isenkræmmere, byggemarkeder, elektrikere, butikker med fiskeudstyr, gardinforretninger, forretninger med satellitudstyr og VVS-forretninger. Derudover er der forholdsvis mange ejendomsmæglere, som har ferieboliger og ferielejligheder til salg.

 

Torsdagsmarkedet i Güllük

Güllük har ligesom alle andre tyrkiske byer en fast ugentlig torvedag. I Güllük er det om torsdagen, der er torvedag. Her kan man købe frisk frugt, grøntsager, tørrede frugter, nødder, krydderier, ost, oliven, køkkengrej og tøj. Hvis man er til de kæmpe store markeder, så tag dolmuşen (den lille bus) til Milas om tirsdagen.